I mit liv har jeg mødt mange specielle folk med usædvanlige evner.

Folk som kunne snakke med ånder, se aura, hente viden fra afdøde, tolke fortid og fremtid i hænders linjer. Folk som har kunne snakke med både dyr og planter. Og så alle dem der har mestret helbredelse ved hjælp af intuitive fornemmelser.

Jeg har prøvet meget og set det meste, men forleden mødte jeg en som virkelig tog pusten fra mig. En dame med sin umiddelbare intuition så meget i balance, at hun kunne bruge den telepatisk og visionært.
Det var stort!

Det var et foredrag. Eller, rettere så var det en slags introduktion til, og smagsprøve på, telepati med dyr.

Foredragsholderen, Manja Vestergaard, fortalte om sit liv og sin erfaringer med telepati. Om hvordan det startede, og om nogle episoder med dyr og mennesker hvor lydhørhed for fornemmelser har gjort en stor forskel.

Efter pausen kunne man få en lille smagsprøve på en ‘reading’ af sit hest via foto. En beskrivelse med personligheds-karakteristika og efter den en besvarelse af et spørgsmål fra ejer til hest.

Der var mange som gerne ‘ville på’.

Vi sad spændte og lyttede. Og så måbede vi, og derefter grinede vi af forløst spænding. Beskrivelserne af hestenes personligheder ramte total plet.
Om det var en hest som havde ondt i ‘fødderne’, en som var overloadet med indtryk, en som havde brug for udfordringer eller en som manglede fred og ro.

Den hest som var overloadet med indtryk og indput, var netop kommet hjem fra tilridning, fortalte ejeren bagefter, og hendes spørgsmål havde faktisk været, om hesten havde brug for ‘ridepause’.

Om en anden hest sagde Manja, at den havde noget som irriterede i det nederste af bagbenet. Den hest viste sig at være i behandling for problemer i bagbenene.

Så var der en hest, hvorom hun sagde, at rytteren virkelig skulle have is i maven for at ride den, og endelig ikke måtte røre den med benene eller rasle med jakken. At hesten havde brug for usædvanlig meget ro og tålmodighed. Den pågældende hest var faktisk en ‘problem-hest’ i gen-optræning.

Alle som spurgte til deres heste fik en beskrivelse og et svar som slog benene væk under os. Vi kender jo hinanden og ved hvordan vores heste er, for det var et lokalt arrangement. Men foredragsholderen kendte vi ikke, og hun vidste ikke noget om os.

Som rosinen i pølseenden kom Gandur på disken.
Jeg viste foredragsholderen mit foto af ham, og straks begyndte hun at le hjerteligt. “Han er en ballademager, ham her”, sagde hun. “Han elsker sjov og ballade – der kan slet ikke ske nok for ham – det værste han ved, er at kede sig – når han keder sig, så viser han det ved at bide i alle ting, og han savner udfordringer ..!” Så spurgte hun, om det var rigtigt, at han ikke bliver redet for tiden, og at det savner han.

Og hvad mit spørgsmål til ham var..?
Ja, det var jo hvorfor han bider..!

Fantastisk aften!
Tak <3