Vi var desperate…

Min datter og jeg havde fået vores fantastiske pony. Og som altid, tager det tid inden man lærer den rigtigt at kende, og opbygge en forhåbentlig gensidig tillid.

Vi kendte en smule til vores nye ponys adfærd, men jeg så det ikke, som noget jeg ikke kunne håndtere, da jeg har haft ungheste det meste af livet.

Men på trods af godt med selvtillid og masser af kærlighed til vores pony, så ville tingene bare ikke lykkedes. Min datter blev selvfølgelig ofte ked af det, når ponyen ville bide eller generelt var utilfreds. Og der kom mange gode forslag og ideer om; den har ondt, sadlen dur ikke, den skal gå med nogle vallakker m.m.. Men det skal siges, at når den blev redet, var den meget tilpas og virkelig en dejlig pony.

Jeg kunne mærke, at det handlede om noget helt andet. Men hvad?

Var til sidst løbet tør for teorier og ideer til at hjælpe vores pony. Vi ønskede jo bare, at kunne samarbejde og give den vores kærlighed. Men den tog det ikke til sig.

Jeg besluttede derfor, at prøve noget helt nyt. Nemlig en hestevisker. Og nej, jeg havde ikke prøvet det på noget tidspunkt før, så jeg var meget skeptisk.

Manja kommer ud til os og vores pony. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men vi havde virkelig brug for hjælp.

Han reagerede enormt aggressivt, og var meget afvisende overfor både os og Manja. Bider ud og sparker – også mere end normalt.

Efter en god time, står vi alle helt roligt – også pony. Med bankende hjerte er jeg klar over, at vi har fundet ind til noget af årsagen. Blot ved at få indsigt i de følelser, som vores pony har delt med Manja, og som hun har formidlet videre til os.

Efter nogle uger begynder vi langsomt, at mærke forandring. Vi ved ikke helt, hvad vi har ændret på. Men vi har fået indsigt i hans fortid og generelt bare mere forståelse for ham.

Manja har efterfølgende besøgt os. Det var et noget andet besøg end første gang. Vores pony faldt i søvn, og vi blev endnu klogere på dens trivsel og fortid.

Vi har stadig udfordringer, men slet ikke på samme niveau. I stedet er vi kommet tættere på tillid og samarbejde. Jeg er ikke længere frustreret, og har fået en helt anden opfattelse og forståelse af ”hestens liv med mennesker”.

Marianne