Jeg har en lille historie, jeg gerne vil dele med jer 
Tilbage i mine helt unge dage boede jeg på Island, hvor jeg trænede og tilred heste på gården Tókastöðum. En fantastisk og livsbekræftende oplevelse, som jeg er dybt taknemmelig for, og som banede vejen for min egen avl gennem mange år – Stutteri FreistingGård.
Én af hestene, jeg trænede på Island, og som senere skulle vise sig, at blive en af mine sjælevenner, var Drottning fra Tókastöðum. En skøn, viljestærk, kærlig, rolig og egenrådig lederhoppe med masser af energi. Efter 8 år hos mig, et utal af dejlige minder og ikke mindre end 6 føl, valgte hun selv, at nu var det tid til at forlade den fysiske verden. Hun var plaget af gigt i bagbenene og ville hellere aflives end at pådrage sig en sygdom, som kunne fritage hende fra livet.
Mit hjerte brast, og det var vanvittig hårdt at tage den beslutning sammen med hende. Hun havde været der for alle mine børn, styret den store flok der til tider var tæt på 30 heste, opdraget flokkens føl og ikke mindst været der for mig. Men hun blev aflivet på bedste vis og præcis som hun selv ønskede. Da hun tog herfra, fortalte hun, at hun ville komme tilbage til mig. Jeg ville ikke være i tvivl og ville kunne kende hende på et blåt øje.
Jeg fik en ny lederhoppe, Björg fra Tókastöðum. Hendes andet føl var et smukt rødt hingsteføl. Normalt i min avl blev hingsteføllene solgt, men der var noget helt specielt over ham her og uden at vide hvorfor, kunne jeg mærke, at han var en “keeper”. 4 dage gammel, da han og hans mor skulle flyttes på en anden sommerfold, opdager jeg pludselig noget ved ham, jeg ikke havde lagt mærke til før. Han havde en bred blå ring i det ene øje!! Jeg blev helt vild indeni … det var jo hende … eller ham … altså det var Drottnings sjæl, der var kommet tilbage til mig Hvor vildt! Så var det altså nu. Nu vidste jeg pludselig, hvorfor der var noget særligt ved ham!
Flytningen til sommerfolden blev med mine 2 yngste drenge på ryggen af Björg, med mig ved siden af og føllet, der nysgerrigt fulgte med. Sikke et bånd vi nåede at skabe på den tur. Både mine drenge og jeg connectede fuldstændig med ham … der var ingen tvivl … det var Drottning der var kommet tilbage
I stor nysgerrighed kom flokken os i møde, da Björg og føllet skulle lukkes ind på marken. Et glædeligt gensyn og nysgerrighed over at skulle møde den lille ny. Men uheldigt som noget kunne være, var nogle lidt for anmassende, og i bedste mor-beskyttelse stil, vendte Björg rundt for med et bagben, at markere grænsen for deres nysgerrighed. I et splitsekund og uden vi opdagede hvordan, var det lille føl kommet mellem Björgs bagben og de andre heste, og det blev ham, der tog imod sparket, lige midt på kroppen. Et spark der blev mere, end den lille fyr kunne klare … der var slået hul på indre organer!!
Jeg var sønderknust, da dyrlægen gav mig beskeden 
Det kunne bare ikke passe. Nu var hun endelig kommet tilbage til mig, og jeg glædede mig usigeligt meget til, at hun igen skulle være en del af mit liv. Mens den lille fyr lå der og kæmpede for sit liv, måtte jeg tage den sværeste beslutning … En aflivning på stedet og hurtigst muligt, for at undgå yderligere smerte. Eller 1,5 time på bagsædet i en bil til nærmeste hestehospital, med udsigten til at han ville lide, og at intet sandsynligvis kunne redde ham.
Jeg var totalt i mine følelsers magt og kunne slet ikke overskue en beslutning. Bagom smerten og det efterhånden døsige sind tog jeg kontakt til sjælen … til Drottinng. “Jeg er stærk. Jeg kan klare den. Du må kæmpe for mig. Jeg skal nok overleve. Jeg er kommet for at være hos dig. Det er tid. Jeg kan godt. Jeg overlever. Jeg vil blive hos dig. Jeg vil ikke herfra.” Jeg kan sige jer, jeg tudede og kunne slet ikke tænke klart Han SKULLE bare overleve og være hos mig.
Samtidig kunne jeg svagt høre min mavefornemmelse …. “Det går ikke, han klarer den ikke, han må aflives hurtigst muligt”. Panikken bredte sig, dyrlægen skyndte på mig, hun måtte have et svar … Mit valg flakkede frem og tilbage, men jeg endte med at vælge aflivning på stedet og sige farvel til det ultrakorte møde med denne skønne sjæl, der var kommet tilbage til mig.
Sjælen kom igennem mange gange i dagene efter, og jeg mærkede den voldsomme kedafdethed og sorg fra os begge. Hun fortalte, at der var sket en fejl i universet, dette skulle ikke være sket. Det var meningen, hun skulle være hos mig, og hun havde nøje valgt tidspunkt og den rette mor, der kunne give lederpositionen, som hun igen ønskede at besidde. Men samtidig kunne hun fortælle, at jeg tog den rigtige beslutning, hun ville ikke have overlevet turen, og det rigtige var at blive hos sin mor.
Dette var i sandhed et af de øjeblikke, hvor skelneevnen mellem følelser og intuition står sin prøve.
En lang historie, en sørgelig historie og en smuk historie om sjælens rejse. En sjæl, der har betydet uendeligt meget for mig og min familie. Den største trøst er, at hun endnu engang lovede at komme igen.
Billedet af hesteøjet, der i mange år, har været coverbilledet til mine intro workshops, er af dette hingsteføl, dagen før han forlod den fysiske verden. Den sprudlende og livsglade sjæl med så stor betydning
Det er nu 8 år siden, Drottning tog herfra, og 4,5 år siden hun var her igen i 4 dage. Björg er ved at være ude af sorgen og den enorme skyldfølelse over at have forårsaget sit eget føls død. En oplevelse, der kunne have have væltet hende mentalt, men hun klarede den
Jeg venter spændt og glæder mig til den dag, hun kommer igen og forhåbentlig bliver i mange år
Billeder herunder: Drottning og mig på Island og Björg og føllet 4 dage gammel.
