En dejlig historie om hvordan følelserne kan påvirke vores kære dyr i en sådan grad, at de får svært ved at fungere.
Jeg var bange for Gaia havde fysisk ondt
Jeg købte Gaia i 2016, hun havde altid været brugt som et værktøj for en rytter der skulle opnå noget.
Hun havde aldrig fået lov til at være Gaia.
Da hun mistede sin veninde der stod opstaldet hos mig, ændrede hun sig dramatisk. Hun ville mig ikke, hun ville ikke ride ture, eller i det hele taget noget som helst.
Jeg kontaktede Manja, jeg måtte finde ud af hvad der skulle ske.
Manja tog kontakt til hende. Det blev til nogle gode snakke, hvor Manja kunne forstå at Gaia var ked af at have mistet veninden, men samtidig var meget utilpas ved pludselig at mærke sorgen – hun havde altid haft lukket ned for sig selv, og ikke tænkt over hvad der foregik – hun havde lukket af for det meste.
Hos mig havde hun fået lov til at være Gaia, og nye følelser var derfor meget overvældende for hende. Hun har brug for hjælp til at håndtere de følelser der er i hende, for det har hun i en alder af 11 år, aldrig rigtig lært.
Den første kontakt Manja tog til hende, skøjtede Gaia let hen over det meste, ja-ja, alt er godt, er er lige de der forskellige småting der er lidt halvtræls, men ellers så var hun glad. Men Manja har heldigvis sin intuition i behold, og kunne godt fornemme at der var noget der stak under.
Hun tog derfor kontakt igen efter at hun havde talt med mig, og fik spurgt ind til den mistede ven. SÅ knak filmen for min store dejlige pige…… frustrationen fik frit løb, og Manja stod tilbage med en voksen hest med en sjæl som en 4 års (ca. der hun lukkede ned for sig selv)
Det viste sig – takket være Manjas store indsats – at det handlede om at hun ikke har ondt, og at hun gerne vil gå til ridning, men at hun først og fremmest skal lære at være Gaia – og jeg skal være mig, når vi er sammen.
Mit arbejde består nu i, at få vist Gaia hvordan hun skal være i sine følelser, og være tydelig for hende så hun tillader sig selv, at være Gaia med alle de følelser det nu indebærer.
Jeg var bange for at Gaia havde fysisk ondt, og jeg havde ikke lyst til at være hård ved hende for at få hende til at makke ret og gå til ridning som jeg nu ønskede det.
Det viste sig – takket være Manjas store indsats – at det handlede om at hun ikke har ondt, og at hun gerne vil gå til ridning, men at hun først og fremmest skal lære at være Gaia – og jeg skal være mig, når vi er sammen.
Jeg glæder mig meget til at bruge en masse tid med hende, så vi bliver forbundet, og vi begge nyder at arbejde sammen om tingene.
Helene
